Kongehuset melder ud: Sådan bliver dronning Margrethe transporteret på vigtig dag
Snart tager dronning Margrethe hul på de allersidste nytårskure med hende i front som monark.
Onsdag og torsdag i denne uge går det løs med de traditionelle nytårskure, og torsdag kan dronning Margrethe se frem til en mindeværdig tur med guldkareten.
Kongehuset melder ud, at turen fra Amalienborg til Christiansborg Slot nemlig skal tilbagelægges i det historiske køretøj:
"I anledning af nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredsskabsstyrelsen, I., II. og III. rangklasse samt indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og protektioner torsdag den 4. januar 2024 eskorteres H.M. Dronningen af Gardehusarregimentets Hesteskorte i guldkaret fra Amalienborg til Christiansborg Slot kl. 9.10 og ca. kl. 13.30 fra Christiansborg Slot til Amalienborg.
Guldkareten er Kongehusets fineste karet og benyttes ved den traditionsrige nytårskur på Christiansborg Slot. Kareten blev bygget til Christian 8. af karetmager Henry Fife i 1840 og er belagt med 24-karats bladguld, har fire forgyldte kroner på taget og et malet rigsvåben på dørene," står der blandt andet på kongehusets hjemmeside.