28. aug. 2024
Af Sofie Nymand

Kongehuset offentliggør gaveliste – men disse gaver er ikke med på listen

Kong Frederik og dronning Mary
Kong Frederik og dronning Mary
Foto: Hanne Juul
For at skabe gennemsigtighed fremlægger kongehuset en liste over de gaver, som de kongelige har modtaget. Men det er ikke alle gaver, som fremgår på den offentlige gaveliste.

Onsdag har kongehuset fremlagt en liste over de gaver, som de kongelige den seneste tid har modtaget.

Det sker, efter de tilbage i februar reviderede deres retningslinjer for modtagelse af gaver, og i den forbindelse annoncerede de gavelisterne, som fremover vil indgå i kongehusets årsrapport. Men det er ikke alle gaver, som de kongelige modtager, der vil fremgå på listen.

De gaver, der offentliggøres, er hovedsageligt dem, som de kongelige modtager i forbindelse med arrangementer, rejser eller besøg samt markering af særlige begivenheder som for eksempel fødselsdage og jubilæer.

Derimod vil offentligheden ikke få indsigt, når de kongelige modtager gaver af personlig karakter og gaver med en ”beskeden (om nogen) økonomisk værdi”.

Med sidstnævnte menes der, at der er et minimumbeløb for, hvornår kongehuset finder det relevant at sætte gaverne på listen.

Mens det norske kongehus har en minimumsgrænse på 1000 norske kroner, præciserer det danske kongehus ikke beløbet – og heller ikke på et senere tidspunkt vil det blive konkretiseret. Sådan lød det fra kongehuset til BILLED-BLADET tilbage i februar.

Også når det kommer til de ”personlige gaver” rejses der spørgsmål – og særligt ét. I kongehuset retningslinjer skriver de, at ”personlige gaver, som medlemmer af den kongelige familie modtager fra familie og venner” ikke vil fremgå på listen. Men da kongeparret og resten af familien omgås flere af samfundets spidser – også dem, der har deres daglige gang i erhvervslivets top, er det uvist, hvordan kongehuset her vil skelne, når der er tale om venner eller interessenter fra det private erhvervsliv.

I forbindelse med, at gavelisten er blevet offentliggjort, melder kongehuset desuden ud, at det ikke betragtes som gave, når kongehuset og de kongelige modtager løbende invitationer til at deltage i for eksempel kultur- og sportsbegivenheder og til at besøge kulturinstitutioner og lignende. Og derfor vil sådanne invitationer heller ikke stå på gavelisten.

Mere om: