Kongehusets Instagram-billede har fået et vanvittigt antal likes
Kongehuset delte søndag et billede på deres Instagram-profil, og det har høstet et enormt antal likes.
Der er tale om billedet af kronprins Frederik der står sammen med Tour de France-vinderen Jonas Vingegaard, hans kæreste Trine og deres datter Frida på knap to år.
Billedet er taget kort efter Jonas Vingegaard havde vundet Tour de France og havde krydset mållinjen på Champs-Élysées i Paris.
Til billedet skriver kronprins Frederik selv:
"Fra et historisk Grand Départ i Danmark til etapesejre ved Magnus Cort, Mads Pedersen, Jonas Vingegaard og nu en fantastisk afslutning på Champs-Élysées, hvor vi kunne fejre tourens vinder “Le Grand Danois” Jonas Vingegaard ?? Hans overskud, sportsmanship og viljestyrke ved årets Tour de France har været enestående at overvære. Stort tillykke med sejren og tak for den store oplevelse, som kampen om trofæet har givet os alle i juli måned ? ✍? H.K.H. Kronprinsen"
Kronprinsen binder dermed sløjfe på et historisk dansk Tour de France.
Billedet har akkumuleret et vanvittigt antal likes, og tog i allerhøjeste grad nette med storm. I skrivende stund har det fået 121.468 likes og 748 kommentarer.
Det er et imponerende tal, som hvis det blot er Det danske kongehus' egne følgere, der har liket det, er blevet liket af knap 20% af alle deres følgere.
Slår årets bedste opslag
Billedet kommer ovenpå et år, hvor det ikke er gået stille for sig på kongehusets Instagram-konto, og hvor de har høstet exceptionelt mange likes på flere opslag heriblandt flere i forbindelse med prinsesse Isabellas og kronprinsesse Marys fødselsdag. De mest likede opslag fra de to begivenheder har fået henholdsvis 111.000 likes og 110.000 likes.
Fødselsdagsopslag får ofte masser af likes og ikke mindst lykønskninger i kommentarsporet, men historisk set er billeder og opslag hvori den kongelige familie ønsker danske sportsstjerner tillykke med sejre og imponerende resultater ofte noget, der ser ud til at ramme danskerne lige i hjertet.
Opslag med den slags indhold resulterer næsten altid i mange likes og tilkendegivelser.
De fleste af kongehusets opslag får dog langt fra 100.000 likes, hvorfor billedet med Jonas Vingegaard, Trine, Frida og kronprins Frederik er ganske ekstraordinært.