Kongelig verdenssensation: Nu kommer stor musical om dronning Margrethe
I dag er det blevet officielt, at danskerne kan glæde sig til at opleve den første musical om Hendes Majestæt dronning Margrethe 2. af Danmark.
Musicalen ”Margrethe” offentliggøres i anledning af dronning Margrethes 50-års regeringsjubilæum og bliver et stort anlagt dansk værk, skrevet og komponeret af trekløveret Thomas Høg, Lasse Aagaard og Sune Svanekier og produceret af Mikkel Rønnow Musicals.
Premieren finder efter planen sted den 23. juni 2023 på Det Kongelige Teater, Gamle Scene, og senere på sommeren kan forestillingen nydes på Odeon i Odense som en del af H.C. Andersen Festivals fra den 17. august og i Musikhuset Aarhus fra den 29. august under Aarhus Festuge.
Musikalsk fortælling om Margrethe
Musicalen ”Margrethe” er den unikke historie om dronning Margrethes liv fra hendes fødsel, under Besættelsen i 1940, til i dag.
Der er masser af nedslag i 80 års danmarkshistorie oplevet gennem den første kvindelige regent i Danmark i næsten 600 år, og dermed bliver hele Danmarks Margrethe formidleren af en både storslået, episk og intim rejse gennem et helt liv, der har formet dronningen - både som menneske og som regent.
Helt i dronningens ånd
Forestillingen bliver en imponerende opsætning med 24 skuespillere og sangere på scenen, 18 musikere i orkestergraven, fornemme kostumer og en eventyrlig scenografi helt i dronningens ånd.
Musicalen instrueres af Mads M. Nielsen, som de senere år har markeret sig som en af Danmarks mest eftertragtede musicalinstruktører med forestillinger som Den Evige Ild, Vildheks, Tell Me on a Sunday, The Last 5 Years, og Elf.
”Musicalen ”Margrethe” er skrevet og komponeret af den erfarne trio Thomas Høg, Lasse Aagaard og Sune Svanekier, der sammen tidligere har skabt musicalsucceserne Skammerens Datter 1 og 2, Jordens Søjler, Vildheks og senest Den Evige Ild.
Musicalen produceres af Mikkel Rønnow i samarbejde med H.C. Andersen Festivals og Toca Records.
Det har været en drøm
- Det har været en flerårig drøm for os at skabe en ny, national musical om vores enestående monarki. Med H. M. Dronningens imponerende 50-års regentjubilæum kunne der ikke være en bedre anledning til at skabe en forestilling om hendes exceptionelle liv og virke. Det kunstneriske hold er i fuld gang med udviklingen af forestillingen, og vi ser virkelig frem til at invitere hele Danmark med i teatret til denne helt særlige oplevelse, lyder det i en pressemeddelelse fra Mikkel Rønnow..
Mikkel Rønnow har de senere år skabt succesopsætninger af Chess og Atlantis, som her i efteråret solgte knap 70.000 billetter, David Bowie-musicalen Lazarus i samarbejde med Aarhus Teater og Det Kongelige Teater, og til foråret verdenspremieren på Lennon-McCartney-musicalen She Loves You.
Fire skuespillere i rollen som Margrethe
Rollen som dronning Margrethe II spilles af hele fire skuespillerinder i forskellige aldre.
Hele castet vil blive præsenteret på et pressemøde i løbet af foråret.