Kongelige kæmper for kvinderne
- Jeg har mødt mange engle.
Sådan sagde kronprinsesse Mary i et interview med BILLED-BLADET under turen til Etiopien i februar. Turen havde især fokus på kvinder, og kronprinsessen mødte både piger, der nægter at fortsætte traditionen med omskæring, og den legendariske læge, dr. Catherine Hamlin, der står bag Hamlin Fistula Hospital.
Hvis der er en sag, der ligger kronprinsesse Marys hjerte meget nært, så er det kvinders rettigheder. Gennem Mary Fonden sætter kronprinsessen blandt fokus på vold i hjemmet, så kvinderne får en stemme og støtte til at forlade et liv med vold.
Modtog Bambi-prisen
Kronprinsesse Marys arbejde for kvinders rettigheder førte til, at hun i november sidste år modtog den prestigefyldte Bambi-pris for sit sociale engagement og sin kamp mod vold i hjemmet.
Men kronprinsesse Mary er ikke den eneste kongelige, der har modtaget en Bambi-pris. Og hun er heller ikke den eneste, der kæmper for kvinders rettigheder.
I 2007 modtog dronning Rania af Jordan selv samme pris for sit arbejde med humanitære projekter. Ligesom kronprinsesse Mary arbejder den jordanske dronning også for kvinders rettigheder gennem sin fond, Jordan River Foundation. Gennem fonden arbejder hun utrætteligt med at skabe økonomiske muligheder og selvstændiggøre kvinder.
Ranias hjertesag
En af dronningens hjertesager er kvinder og uddannelse, og hun har flere gange udtalt sig om emnet. Under sin tale til Sesame Workshop Award Gala i New York i 2005 sagde dronning Rania:
- Hvis du uddanner en kvinde, uddanner du hendes familie. Hvis du uddanner en pige, uddanner du fremtiden.
Prinsesse Lalla Meryem, søster til kong Mohammed 6. af Marokko, har også modtaget en pris for sit arbejde med kvinderettigheder. I 2010 vandt hun en pris fra Femmes Leaders Mondiales i Paris for sit arbejde for kvinder i hjemlandet, Marokko.
I 2001 blev prinsesse Lalla Meryem udnævnt til UNESCO Goodwill Ambassador. Igennem sin udnævnelse arbejder hun med UNESCOs projekter for kvinder og børn og er fortaler for deres rettigheder.