Kongeligt besøg i EM-lejren: Det sagde Frederik til spillerne
Fodboldlandsholdet er i gang med at lade op til torsdagens EM-kamp i Parken.
Tirsdag besøgte kronprinsen holdets træningslejr i Helsingør, hvor spillere og trænere efter et par hårde dage ovenpå det store chok med Christian Eriksen nu har fokus på gyseren mod Belgien torsdag aften.
I løbet af besøget overværede Frederik noget af træningen og hilste på både spillere som Pierre-Emile Højbjerg og landstræner Kasper Hjulmand.
Kronprins Frederik hylder holdet
Kronprinsen ønskede samtidig at fortælle anfører Simon Kjær, målmand Kasper Schmeichel og resten af landsholdet, hvor forbilledligt de alle har håndteret den alvorlige situation, der opstod under kampen i lørdags, da Christian Eriksen kollapsede med hjertestop og efterfølgende blev genoplivet.
Vi er stolte af jer
- Sammenholdet i truppen og det indbyrdes kammeratskab var rørende at opleve. Jeg mødte et landshold, der repræsenterer alt det, vi som nation kan være stolte af, lyder det fra kronprinsen på kongehusets sociale medier, og Frederik benyttede altså også lejligheden i træningslejren til at fortælle spillerne, at hele Danmark er stolte af dem.
Tak til Frederik
- Tak til HKH Kronprins Frederik for at kigge forbi Helsingør, kommer det fra landsholdet på DBU’s sociale medier efter det royale besøg.
Kongelig opbakning i Parken
Kronprinsen er på tilskuerpladserne sammen med flere andre kongelige, når Danmark torsdag aften spiller en ren EM-gyser mod det stærke belgiske landshold.