Kongeparrets første 100 dage: Særligt ét sted har de allerede sat deres tydelige præg
Den 14. januar blev kong Frederik udråbt til ny regent, og dermed fik Danmark også et nyt kongepar.
Nu er der gået 100 dage, og der tegner sig allerede et billede af, hvordan kong Frederik og dronning Mary vil være som kongepar.
Det fortæller BILLED-BLADETs royale ekspert Marianne Singer.
- Noget af det, der har imponeret mig mest, er, at de allerede fra dag 1 er begyndt at modernisere kongehuset på flere områder. Det virker til, at de har forberedt sig og måske allerede gennem de seneste år har gjort sig tanker om, hvilket kongepar de en dag ville være, siger Marianne Singer.
Hun peger også på særligt ét sted, hvor kongeparret er ved at sætte deres tydelige præg på kongehuset.
- De er begyndt at opdatere kongehuset ved at kigge på deres protektioner og kongelige hofleverandører, så der nu er åbnet for nye agendaer og givet plads til at gøre det hele mere up-to-date, og vi venter spændt på resultatet af det.
Allerede inden tronskiftet meldte kongehuset ud, at alle protektioner varetaget af kong Frederik, dronning Margrethe og dronning Mary ville ophøre, mens det hele blev kigget igennem.
Men der tegner sig allerede en retning – nemlig at kongeparret gerne vil være noget for de svage i samfundet. Noget, som kong Frederik allerede lagde op til i sin bog ”Kongeord”, fortæller Marianne Singer.
- I ”Kongeord” har kongen allerede understreget retningen, de som kongepar vil gå – nemlig at de vil være noget for udsatte borgere, og jeg synes allerede, at dronning Mary har markeret sig stærkt i den retning med nogle af sine officielle opgaver gennem de seneste 100 dage.
Siden tronskiftet har kong Frederik især brugt tiden på at finde sig til rette i sin nye rolle som regent, mener BILLED-BLADETs hofreporter:
- Kongen har først og fremmest brugt de 100 dage på at indtage positionen som ny konge. Nu er han blevet øverste chef i et kongehus, der skal moderniseres. Der er jo mange opgaver, som tidligere har været dronning Margrethes, som han nu er direkte arvtager af: værtskabet ved officielle middage og offentlige audienser, f.eks.
Derudover fortæller Marianne Singer, at der helt sikkert også foregår en masse ting i kulissen, som vi ikke får indblik i.
- Hvis folk undrer sig over, at man ikke har set dem mere, så skal man huske på, at der også foregår et stort arbejde bag kulisserne. Det er en kæmpe opgave at sætte rammerne for et nyt kongehus.
Men hun påpeger også, at vi jo snart får set meget mere til kongeparret, når de blandt andet skal sammen på statsbesøg til Sverige og Norge samt på officielle besøg til Grønland og Færøerne.
I det hele taget synes BILLED-BLADETs royale ekspert, at kongeparret allerede har vist, at de står sammen om deres nye, store opgave.
- Fra første sekund har det nye kongepar vist sig som et team. De har stået side ved side som værter ved store middage, hvor de har vist sig som et stærkt værtspar, der har en sikker hånd – blandt andet da de tog beslutningen om at skifte lokation for to officielle middage og rykke dem ind i deres private palæ, siger Marianne Singer og fortsætter:
- Kongeparret er hinandens bedste sparringspartnere, og de er så sammentømrede efter snart 20 års ægteskab, at de kender hinandens styrker og svagheder og komplimenterer hinanden godt, siger Marianne Singer.