25. sep. 2024
Af Christinna Braun

Kongeparrets gode venner støttede dronning Mary til åbning af udstilling

Dronning Mary.
Dronning Mary.
Foto: Kaspar Wenstrup
Dronning Mary åbnede onsdag udstillingen om fremtidens børnehospital.

Det var en smilende dronning Mary, der onsdag åbnede udstillingen i Industriens Hus i København, hvor man indtil udgangen af december 2024 kan se fremtidens børnehospital.

Mary Elizabeths Hospital – som er opkaldt efter dronningen – er et børnehospital for børn, unge, gravide og deres familier, og på udstillingen kan nysgerrige borgere og fremtidige samarbejdspartnere få et interaktivt kig ind i ”hvordan Mary Elizabeths Hospital går nye veje for at skabe plads til patienternes og familiernes liv og behov, så de kan leve livet – også selv om de er syge og indlagt på hospitalet”, lyder det i en pressemeddelelse.

På dagen for åbningen havde dronning Mary selskab af flere af sine og kong Frederiks nærmeste venner.

Jeppe Handwerk, som kong Frederik har kendt siden gymnasietiden, var til stede, eftersom Copenhagen Medical, hvor han er præsident og CEO, har bidraget til tilblivelsen af hospitalet.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-09-25/_WEN0065.jpg
Jeppe Handwerk.
Foto: Kaspar Wenstrup

Også Jeppe Handwerks hustru, Birgitte, og døtrene India og Palma, som alle er venner af kongefamilien, var med til åbningen af udstillingen.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-09-25/_WEN0168.jpg
Birgitte Handwerk med døtrene Palma og India.
Foto: Kaspar Wenstrup

Ligeledes var dronning Marys tidligere hofdame Caroline Heering, som er gift med kong Frederiks nære ven Peter Heering, til stede. Caroline Heering, som er strategisk rådgiver i Ole Kirk’s Fond, var med som repræsentant for fonden, der har bidraget med knap en milliard kroner til hospitalet.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-09-25/_WEN0283.jpg
Caroline Heering (t.v.) med dronning Marys privatsekretær Henriette Ellermann-Kingombe.
Foto: Kaspar Wenstrup

”Det 60.000 m2 store hospital får dagligt plads til 900 indlagte og ambulante patienter og deres familier og 1.200 læger, sygeplejersker, jordemødre, portører og andet personale og åbner efter planen i 2026. På Mary Elizabeths Hospital er det specialisterne, der kommer til patienten – ikke omvendt.

Udstillingen om Mary Elizabeths Hospital er gjort muligt med støtte fra Børneriget Fonden, der blev etableret i 2020 for at sikre fremtidige partnerskaber og løbende støtte til udviklingen af Mary Elizabeths Hospital. Dansk Industri har stillet lokaler til rådighed for udstillingen.

Mary Elizabeths Hospital opføres i et unikt partnerskab med Region Hovedstaden, Rigshospitalet og Ole Kirk’s Fond med et samlet budget på 3 mia. kroner, hvoraf Ole Kirk’s Fond bidrager med knap en tredjedel”, lyder det i pressemeddelelsen om Mary Elizabeths Hospital.

Udstillingen i foyeren i Industriens Hus vil være åben for offentligheden fra 26. september til udgangen af december 2024, mandag til fredag klokken 07.45 -17.00.

Læs mere om: