Kort efter stor fejring i udlandet: Kronprins Frederik er rejst igen
I sidste uge var kronprins Frederik sammen med kronprinsesse Mary, dronning Margrethe og sin moster dronning Anne-Marie i Stockholm for at fejre kong Carl Gustaf og hans 50 år på tronen.
Fejringen løb over nogle dage, hvor den kulminerede i en stor gallamiddag på Det Kongelige Teater.
De danske kongelige var med til den officielle del torsdag og fredag, og så gik turen ellers hjem til Danmark.
Men nu – blot få dage efter – er kronprinsen rejst igen.
Denne gang er turen gået til New York, som kronprinsen vil besøge de næste par dage i forbindelse med FN’s Generalforsamling.
Det oplyser kongehuset.
Det tætpakkede program begynder tirsdag aften og slutter med en reception torsdag aften.
I løbet af dagene vil kronprinsen besøge FN-missionen og Det Danske Generalkonsulat, ligesom han tidligt onsdag løber en morgentur i selskab med FN-ambassadørernes løbeklub for at skabe opmærksomhed om det danske kandidatur til FNs Sikkerhedsråd.
Efter sidste programpunkt skal kronprinsen straks tilbage til Danmark.