Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary I Indien: Her er hele programmet for rejsen
Forleden meldte kongehuset ud, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary i slutningen af februar rejser til Indien på officielt besøg.
Besøget varer fra 26. februar-1. marts.
Kronprins Frederik fungerer som regent før og efter rejsen, eftersom dronning Margrethe er sygemeldt efter den omfattende rygoperation, hun gennemgik den 22. februar.
Mens kronprins Frederik og kronprinsesse Mary er i Indien, fungerer prinsesse Benedikte som rigsforstander.
Kronprinsparrets program
Se hele programmet herunder.
Alle tider er lokal tid.
Søndag den 26. februar
Dagens program finder sted i byen Agra.
Kl. 11.30
Kronprinsparret besøger Taj Mahal
Indiens berømte marmormonument Taj Mahal ligger nær den nordindiske by Agra, som tidligere var stormogulernes hovedstad. Her opførte stormogulen Shah Jahans i årene 1632-1653 et monument for sin afdøde hustru Mumtaz Mahal.
Taj Mahal og anlægget omkring monumentet er det første sted Kronprinsparrets besøger i Indien. Deres Kongelige Højheder vil få en rundvisning på stedet og blandt andet se Shah Jahans og Mumtaz Mahals sarkofager i midten af monumentet. Det bliver Kronprinsen og Kronprinsessens første besøg til Taj Mahal.
Kl. 13.45
Kronprinsparret besøger Agra Fort
Ved Yamunaflodens bred ligger Agra Fort, der er befæstet med en over to kilometer lang ringmur i rød sandsten. Kronprinsparret vil besøge fortet og få en rundvisning i området, hvis historie går mere end 1.000 år tilbage. Det var stormogulen Shah Jahans - Taj Mahals bygherre - der for omkring 400 år siden færdiggjorde fortet i dets nuværende form. Fra fortet kunne Shah Jahans resten af sit liv - en del af årene i husarrest efter at have tabt magten til sin søn - betragte sin kones gravmæle, Taj Mahal.
Agra Fort var i Mogulrigets tid rigets centrum.
Mandag den 27. februar
Hovedstaden New Delhi danner ramme om de to første dage af Kronprinsparrets officielle besøg i Indien.
Kl. 9.00
Kronprinsparret deltager i høflighedsmøde med Indiens udenrigsminister H.E. Subrahmanyam Jaishankar
Det officielle besøg i Indien indledes, når Kronprinsparret og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen mødes med Indiens udenrigsminister H.E. Subrahmanyam Jaishankar på ITC Maurya i New Delhi.
Den indiske udenrigsminister blev i 2021 modtaget af H.M. Dronningen på Fredensborg Slot, da udenrigsministeren var på officielt besøg i Danmark.
Kl. 10.50
Kronprinsparret deltager i kransenedlæggelse ved mindesmærket for Mahatma Gandhi
I år er det 70 år siden, at Mahatma Gandhi blev myrdet i New Delhi. Som en officiel start på D.K.H. Kronprinsen og Kronprinsessens besøg i Indien lægger Deres Kongelige Højheder en krans på det sted, hvor Gandhi blev kremeret den 31. januar 1948.
Gandhi var en indisk politisk leder, der samlede store dele af den indiske befolkning, hvilket blandt andet medvirkende til Indiens uafhængighed i 1947.
Kl. 12.00
Kronprinsparret modtages officielt af Indiens vicepræsident H.E. Jagdeep Dhankhar med efterfølgende frokostbanket
Den indiske vicepræsident H.E. Jagdeep Dhankhar er vært for Kronprinsparrets officielle besøg i Indien, og vicepræsidenten vil byde Deres Kongelige Højheder velkommen til landet med en modtagelse i Sushma Swaraj Bhavan. Efterfølgende er Kronprinsen og Kronprinsessen æresgæster ved en frokostbanket samme sted. Under banketten vil der være kulturelle indslag.
Kl. 15.15
Kronprinsparret åbner sølvudstilling på Nationalmuseet i New Delhi
Som en del af det officielle besøg åbner Kronprinsparret sammen med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen sølvudstillingen “Silver Treasures from Denmark and India” på Nationalmuseet i New Delhi. Sølvudstillingen fremviser indiske og danske sølvhåndværkstraditioner og i åbningen af udstillingen deltager Kronprinsparret i en lampetændingsceremoni, der er en traditionel indisk ceremoni, som regnes for at bringe lykke.
Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem Museum Kolding og det indiske nationalmuseum, og er en aktivitet under kulturudvekslingsaftalen mellem Danmark og Indien, der blev underskrevet under premierminister Modis besøg i Danmark i foråret 2022. Aftalen skal understøtte styrket samarbejde på kulturområdet.
Kl. 18.30
Kronprinsparret deltager i Grand Dinner i anledning af det danske erhvervsfremstød i Indien
De diplomatiske relationer mellem Danmark og Indien fejres ved en Grand Dinner i New Delhi, hvor Kronprinsparret er aftenens æresgæster. Ved middagen deltager repræsentanter fra de 38 deltagende danske virksomheder ligesom udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, miljøminister Magnus Heunicke og klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard også deltager. Til Grand Dinner får de deltagende danske virksomheder mulighed for at invitere udvalgte forretningsforbindelser til middagen.
Tirsdag den 28. februar
Kl. 9.30
Kronprinsparret deltager i åbningen af det danske erhvervsfremstød ”Partners for Green and Sustainable Progress”
Under overskriften ”Partners for Green and Sustainable Progress” står Kronprinsparret i spidsen for erhvervsfremstødet i Indien, hvor 38 danske virksomheder deltager. Kronprinsen holder åbningstale og vil sammen med Kronprinsessen overvære underskriftceremonier mellem danske og indiske virksomheder.
De deltagende danske virksomheder forventes under erhvervsfremstødet at få indsigt i yderligere markedsmuligheder og opbygge viden om nye partnerskaber og forretningsmuligheder i Indien. De vil derudover få en forståelse for nogle af de store offentlige investeringsprojekter med potentiale for danske virksomheder samt adgang til relevante beslutningstagere. De danske virksomheder deltager med forskellige målsætninger – nogle er nye på markedet og deltager som led i en større indsats for at få fodfæste, mens andre allerede er massivt til stede og ønsker at investere yderligere. De større virksomheder ser fremstødet som en mulighed for at profilere de investeringer og arbejdspladser, som de bidrager med i Indien.
Danmark yder et væsentligt bidrag til Indiens grønne omstilling særligt inden for energi og vand, som er erhvervsfremstødets to sektorspor.
Kl. 11.00
H.K.H. Kronprinsen deltager i sessioner ved det dansk-indiske erhvervsfremstød ”Partners for Green and Sustainable Progress”
Indien er Danmarks 18. største eksportmarked. 166 danske virksomheder er allerede til stede i Indien med 91.237 ansatte, og dertil har Indien ambitiøse klimamålsætninger, som danske virksomheder kan hjælpe med at indfri.
H.K.H. Kronprinsen vil deltage i en session om den grønne omstilling i Indien, hvor danske løsninger inden for vind, power-to-X og havvind er i fokus og vil blive fremlagt for indiske virksomheder og beslutningstagere. Det forventes, at Indien i de kommende år vil blive et af verdens største markeder for vedvarende energi.
Kl. 11.00
H.K.H. Kronprinsessen besøger hospital i sin egenskab af protektor for Maternity Foundation
Siden 2010 har H.K.H. Kronprinsessen været protektor for Maternity Foundation, der er en dansk organisation, der arbejder for at sikre kvinder og spædbørns liv og sundhed i forbindelse med graviditet og fødsel i lande, hvor flere befolkningsgrupper ikke har adgang til sundhedsydelser.
Under det officielle besøg i Indien vil Kronprinsessen som protektor besøge hospitalet All Indian Institute of Medical Sciences (AIIMS) i New Delhi for at få indblik i hospitalets og Maternity Foundations arbejde i Indien. Derudover vil Kronprinsessen få et overordnet indtryk af arbejdet med graviditeter og problemstillinger relateret til mødresundhed i Indien. Besøget vil have særligt fokus på situationen for de mest sårbare indiske kvinder.
Kl. 14.00
Kronprinsparret møder de deltagende danske virksomheder
Kronprinsparret besøger virksomhedsstande fra den danske erhvervsdelegation. Her vil repræsentanter fra de deltagende virksomheder fortælle om deres arbejde inden for vindenergi og energieffektivisering.
Kl. 16.15
Kronprinsparret modtages af Indiens præsident H.E. Droupadi Murmu i Præsidentpaladset
I præsidentpaladset Rashtrapati Bhavan i hjertet af New Delhi modtager Indiens Præsident H.E. Droupadi Murmu Kronprinsparret i anledning af Deres Kongelige Højheders officielle besøg i Indien. Efter høflighedsmødet tager Præsident Droupadi Murmu Kronprinsparret på en rundtur i præsidentpaladsets have ”Amrit Udyan”.
Rashtrapati Bhavan blev bygget, da man besluttede at flytte Indiens hovedstad fra Calcutta til New Delhi. Paladset stod klart i 1926 og blev dengang kaldt “Vicekongens Hus”. Da Indien fik sin første Præsident tilbage i 1950 blev bygningen omdøbt til Rashtrapati Bhavan, hvilket betyder ”Præsidentens Hus”.
Onsdag den 1. marts
Dagens program finder sted i millionbyen Chennai, der ligger i den sydlige delstat Tamil Nadu. Delstaten er det sted i Indien, hvor hovedparten af danske investeringer gennem tiden har fundet sted.
Kl. 10.00
H.K.H. Kronprinsen besøger IIT Madras Research Park og deltager i en symbolsk spadestiksceremoni
Sammen med udenrigsministeren og klima-, energi- og forsyningsministeren vil H.K.H. Kronprinsen besøge Indian Institute of Technology Madras (IIT Madras) Research Park for at sætte fokus på de danske virksomheders udviklingsmuligheder på energiområdet.
IIT Madras er et offentligt teknisk universitet beliggende i Chennai og er et anerkendt universitetet af national betydning. IIT Madras har stor betydning for virksomheder med relation til vedvarende energi, både hvad angår højtkvalificeret arbejdskraft og i form af samarbejde af høj teknisk karakter. Kronprinsen og ministrene vil overvære et seminar, der sætter fokus på virksomhedernes udviklingsmuligheder inden for land- og havvind og fremtidens brændstoffer. Derudover vil Hans Kongelige Højhed få indblik i Indiens første havvindudbud, havneudbygning, landvindmøllegennembrud og dansk-indiske grønne brintprojekter.
Afslutningsvist vil Kronprinsen, udenrigsministeren og tre delstatsministre klippe et grønt bånd over i en symbolsk spadestiksceremoni, der skal reflektere udviklingen af havvind med tilhørende havneudbygning i delstaten.
Kl. 10.00
H.K.H. Kronprinsessen besøger ingeniørvirksomheden Larsen & Toubro
Larsen og Toubro (L&T) blev grundlagt i 1938 af de to danske ingeniører Henning Holck-Larsen og Søren Kristian Toubro, der begge var udstationeret i Indien af FL Smidth. H.K.H. Kronprinsessen besøger L&T, der i dag er en af Indiens største virksomheder med omkring 340.000 ansatte. Kronprinsessen vil under sit besøg få en indførelse i virksomhedens arbejde med blandt andet vandforsyning, rensning af spildevand og energi.
Kronprinsessen vil under sit besøg også opleve Henning Holck-Larsen Museet, der ligger ved L&T’s hovedkontor i Chennai. Museet formidler historien om virksomheden og den særlige forbindelse til Danmark.
Kl. 12.15
H.K.H. Kronprinsen møder unge iværksættere fra IIT Madras Research Park
På Indian Institute of Technology Madras (IIT Madras) Research Park vil H.K.H. Kronprinsen møde unge iværksættere, der arbejder med grøn omstilling.
Kl. 12.15
H.K.H. Kronprinsessen besøger Grundfos’ hovedkontor i Indien
Det tætte samarbejde mellem den indiske delstat Tamil Nadu og danske virksomheder er omdrejningspunktet, når Hendes Kongelige Højhed overværer og holder tale ved et seminar om vandsektorsamarbejde mellem Danmark og Indien.
Seminaret afholdes hos Grundfos’ indiske hovedkontor, som er en af de centrale danske virksomheder på vandområdet i Indien.
Kl. 13.30
Kronprinsparret modtages af provinsen Tamil Nadus guvernør H.E. R. N. Ravi
Kronprinsparret modtages af provinsen Tamil Nadus guvernør H.E. R. N. Ravi, der er den officielle vært for Deres Kongelige Højheders besøg i delstaten. Efterfølgende deltager Kronprinsparret i en frokostbanket samme sted.
Kl. 18.30
Kronprinsparret deltager i erhvervsfremstødets afslutningsreception
Med titlen ”Denmark and Tamil Nadu – Partners for Sustainable Growth” vil Kronprinsparret og den deltagende erhvervsdelegation fejre Danmarks lange engagement i Tamil Nadu. Efter receptionen deltager Kronprinsparret i en middag, der markerer Grundfos’ 25-års jubilæum i Indien.
Læs mere om besøget på kongehusets hjemmeside her.