Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary om deres vigtige roller: Det fylder os med stolthed!
For kronprinsparret har det været en kæmpe ære at stå i spidsen for et dansk erhvervsfremstød i Indien – fremstødet blev rundet af torsdag i sidste uge i den sydindiske by Chennai.
Erhvervsfremstødet var en succes, og til BILLED-BLADET fortalte kronprins Frederik og kronprinsesse Mary om deres vigtige arbejde i Indien og om deres rollefordeling på turen.
Frederik og Mary er stolte
– Det fylder os med stolthed som altid at være i spidsen for en erhvervsdelegation og rejse til et nyt land, som vitterligt for mange i delegationen er noget helt nyt og spændende. Men vi er også stolte over, at dette folkerige land har rakt ud til Danmark, og de med deres grundige forarbejde peger på os som den nation, de vil invitere med på den rejse, som Indien er på vej ind i med den grønne omstilling. Og det skal vi hjælpe dem med, sagde kronprins Frederik.
Herefter svarede kronprinsessen på, hvordan det er fordele rollerne, så kronprinsen i Indien har stillet skarpt på energisporet, mens kronprinsesse Mary har repræsenteret vandsporet for de danske virksomheder.
– Det er ofte, at vi er nødt til at dele os for at nå mere, og sådan nogle rejser er altid tæt pakkede, og man skal nå så meget som overhovedet muligt, så når vi arbejder lidt hver for sig, kan vi nå endnu mere. Men at det bliver fordelt på den måde, det er anbefalingen til os. Det passer os dog rigtig godt, for kronprinsen ved meget mere om energisektoren, end jeg gør, og jeg er meget glad for at få vand, for det hænger meget godt sammen med mit naturfokus og fokus på biodiversitet, lød det fra kronprinsessen i interviewet med BILLED-BLADET i sidste uge i New Delhi.