Kronprins Frederik til hemmeligt møde om kritisk situation
Det var ikke annonceret på kongehusets kalender med officielle programpunkter, at kronprins Frederik i dag skulle til møde hos Dansk Røde Kors, så i al hemmelighed kunne kronprinsen tage til Østerbro i København for at møde et par af frontfigurerne i organisationen.
Kronprinsen var til møde for at høre om det vigtige arbejde, der i denne tid er så livsvigtigt i Tyrkiet og Syrien.
For to uger siden oplevede Tyrkiet og Syrien voldsomme jordskælv, der indtil videre har kostet titusindvis af menneskeliv.
Flere nødhjælpsorganisationer er trådt til for at hjælpe.
Naturligvis også Røde Kors i Danmark, som altså tidligere i dag gav kronprinsen en briefing om den kritiske situation.
Kronprins Frederik blev orienteret om situationen
Kronprinsen, der er protektor for Røde Kors, blev modtaget foran landskontoret på Østerbro i København af generalsekretær i Røde Kors Anders Ladekarl, som orienterede om Røde Kors’ arbejde i området samt fortalte om udfordringerne efter jordskælvet.
Også katastrofechef Bjarke Skaanning deltog gennem en videoforbindelse fra Tyrkiet, hvorfra han aflagde situationsrapport.
Det samme gjorde landechef Ravia Harribans, som var stillet igennem fra nødhjælpsarbejdet i Syrien.