Kronprins Frederiks tidligere chef: Han har forberedt sig længe
Der gik et chok gennem mange, da dronning Margrethe i sin nytårstale afslørede, at hun træder tilbage den 14. januar.
Det betyder samtidig, at Danmark snart – for første gang i 52 år – får en konge.
Kronprins Frederik overtager tronen, og hans tidligere chef Jens Birkebæk Bach er sikker på, at han er klar til opgaven.
- Bestemt. Han er klar, og han har forberedt sig længe. Han har en ro og en styrke, jeg kun kan beundre. Det får han også brug for, når han bliver konge lige og lidt. Det gør han sikkert rigtig godt, fortalte han, da BILLED-BLADET mødte ham i forbindelse med torsdagens nytårskur på Christiansborg Slot.
Jens Birkebæk Bach er tidligere chef for frømandskorpset og kender derigennem den kommende konge. Kronprins Frederik fuldførte frømandsuddannelsen ved Søværnets frømandskorps i 1995.
- I de første to år af min tid var kronprinsen der også.
- Han var frømand på lige vilkår med alle andre frømænd. Han var en god frømand, som løste sine opgaver. Han var en fornøjelse at arbejde sammen med, fortalte Jens Birkebæk Bach til kuren.