Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik sagde farvel og tak til Ove Ullerup
Ove Ullerup markerede onsdag eftermiddag sit stop som hofmarskal, da der blev holdt afskedsreception på Christiansborg Slot i Alexandersalen, hvor det i et par timer væltede ind med venner, bekendte og kolleger.
Naturligvis dukkede et par særdeles prominente kongelige gæster op for at sige farvel og tak for indsatsen til den højt respekterede Ullerup, der med 11 år som hofmarskal har opnået en del fine resultater.
Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik førte an og brugte lang tid til at tale med såvel hovedpersonen som hans bedre halvdel Bodil Mørkøv Ullerup både ved ankomsten og lige inden afgang.
Også prins Joachim og prinsesse Marie samt grevinde Alexandra og prins Felix var med til receptionen, der desuden blev besøgt af profiler som Cecilie Stenspil, Troels Lyby, Margrethe Vestager, Martin Lidegaard, Lars Løkke Rasmussen, Anders Agger, Steffen Kretz, Hanne-Vibeke Holst, Thomas Kluge, tidligere ceremonimester Christian Eugen Olsen samt Tivoli-direktør Lars Liebst.