Kronprinsesse Mary og prinsesse Mabel på scenen i København
Verdens største internationale kvindekonference Women Deliver løber af stablen i København fra den 16. maj til den 19. maj, hvor Bella Center danner rammen om alt lige fra forelæsninger, topmøder og nøgletaler leveret af konferencens helt store profiler.
Forleden blev de første af en lang række markante talere offentliggjort, og blandt de prominente navne er Danmarks kronprinsesse Mary.
Kronprinsessen, der også er protektor for konferencen, skal tale om kvinders ret til at bestemme over egen krop, reproduktiv sundhed og ligestilling mellem kønnene helt generelt.
Kronprinsesse Mary kæmper mod børnebrude
Kronprinsesse Mary gjorde for tre år siden til Women Deliver-konferencen i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur en særdeles god figur og markerede sig stærkt med sine synspunkter i flere forskellige fora.
I 2013 var hun blandt andet på scenen som en del af et stærkt panel, der også talte Finlands tidlige præsident Tarja Halonen.
Denne gang er kronprinsessen dog i første omgang alene på scenen for at levere en af konferencens mest imødesete taler.
VIDEO: Kronprinsesse Mary og Caroline Wozniacki i en god sags tjeneste
Prinsesse Mabel kæmper for mærkesag
Også Marys royale kollega og veninde prinsesse Mabel van Oranje fra Holland er netop annonceret som taler.
Hun vil indtage scenen for at stille skarpt på sin mærkesag.
Prinsesse Mabel ønsker at sætte en stopper for børneægteskaber og begrebet børnebrude med sin organisation Girls not Brides.
Blandt de øvrige profiler, som skal på talerstolen i København er FN's Befolkningsfond UNFPA's profil Dr. Babatunde, som kronprinsesse Mary har samarbejdet med i flere år, samt Al Jazeera English TV-journalisten Femi Oke og Nobel Fredprisvinderen Tawakkol Karman.