Kronprinsparrets venner reagerer på dronningens abdikation: Her er deres ord
Søndag aften smed dronning Margrethe noget af en nytårsbombe, da hun for rullende kameraer afslørede, at hun træder tilbage som Danmarks dronning den 14. januar.
Den dag er det præcis 52 år siden, at hun overtog tronen efter sin far, kong Frederik 9., og på denne dato giver hun den videre til sin ældste søn, kronprins Frederik, der bliver konge, mens kronprinsesse Mary bliver dronning.
Nyheden kom som et chok for alle, og mange har siden søndag aften reageret på dronning Margrethes beslutning. Det gælder også flere af kronprinsparrets private venner.
I en story på Instagram skriver skuespiller Ellen Hillingsø, som har kendt kronprins Frederik hele livet, ”TAK”, hvilket også var et gennemgående ord i dronning Margrethes nytårstale, som altså blev hendes sidste.
Marlene Juhl-Jørgensen, der er guldsmed, har ligeledes reageret på nyheden, der betyder, at hendes venner snart bliver Danmarks kongepar.
”Tak dronning Margrethe for alle årene. 52 inspirerende nytårstaler. I aftes den sidste og klart en af de bedste. Et historisk øjeblik med plads til vigtigt opfordringer og iagttagelser. En dronning der har inspireret, moderniseret, repræsenteret og samlet sit folk. Længe leve Daisy. Folkets dronning”, skriver hun i et opslag på Instagram.
Grevinde Mette Ahlefeldt-Laurvig fra Tranekær Slot har på Instagram også reageret på dronningens nyhed om den forestående abdikation.
”Danmarks fantastiske dronning. Tak for 52-års tro tjeneste. Længe leve Margrethe II”, skriver hun.