Lars Ulrich blev tildelt ridderkorset på kronprins Frederiks fødselsdag
Danmarks mest berømte trommeslager, Lars Ulrich, der i mange år har haft succes med bandet Metallica, og som kronprins Frederik siden ungdomsårene har været en stor fan af, har fået tildelt ridderkorset.
Den 53-årige musiker blev på kronprins Frederiks 49 års fødselsdag den 26. maj hædret med ridderkorset af Dannebrogordenen.
Kronprins Frederik hyggede sig i Royal Arena
I februar mødtes Lars Ulrich og hans royale fan kronprins Frederik, da Metallica officielt åbnede Royal Arena-hallen med et brag af en koncert.
Frederik var blandt æresgæsterne, og efter koncerten mødtes han med Ulrich. De to herrer poserede sammen til et billede, hvor kronprinsen så glad ud og knyttede næven i triumf. Der var vist ikke den store tvivl om, at Frederik nød at være i selskab med super-trommeslageren.
Lars i fornem ridderkors-klub
Lars Ulrich er efter at være blevet slået til ridder kommet i fornemt selskab.
Også aktuelle topprofiler som filminstruktør Thomas Vinterberg og skuespilleren Sofie Gråbøl har i løbet af de senere år modtaget ridderkorset.
Metallica kommer til Herning
Lars Ulrich og resten af Metallica-holdet nød at spille koncerter i Danmark i vinter, og de har allerede planlagt at vende tilbage.
Den 27. marts næste år optræder bandet igen i Danmark. Denne gang i Jyske Bank Boxen Herning. Mon ikke kronprins Frederik er i Boxen ved den lejlighed.