Lige nu i Dragør: Veloplagt dronning Margrethe ankommer med prinsesse Beatrix
Stemningen var fra start varm og hjertelig, da dronning Margrethe fredag morgen tog hul på en stor byfejring i Dragør sammen med sin gode veninde, hollandske prinsesse Beatrix.
Det veloplage kongelige duo ankom til en officiel modtagelse på Dragør Rådhus, hvor borgmester Kenneth Gøtterup tog imod.
Til stor byfest
Sammen skal Danmarks nuværende og Hollands tidligere dronning deltage i fejringen af 500-året for den nederlandske indvandring til Store Magleby.
Dronningens og prinsesse Beatrix’ besøg markerer, at den danske konge Christian 2. for 501 år siden inviterede en række nederlandske bønder til Amager, hvor de bosatte sig i Store Magleby.
I de efterfølgende generationer udviklede bønderne det specialiserede amagerbrug, der er en særlig måde at dyrke grøntsager på.
Produkterne afsatte bønderne i København, hvor blandt andet Amagertorv var deres torveplads.
Fejret med forsinkelse
Jubilæet, der markeres med et års forsinkelse på grund af sidste års coronarestriktioner, byder på officiel modtagelse på rådhuset, karettur, og besøg på Amagermuseet, hvor dronningen og prinsessen kommer til at opleve, hvordan nederlandsk kultur og skik stadig er en del af lokalsamfundet, blandt andet med den traditionelle fastelavnsridning.
Afslutningsvist besøges det økologiske gartneri Seerupgaard, hvor amagerbruget stadig praktiseres.