Margrethe roser Frederik
Dronning Margrethe og kronprins Frederik udgjorde et stærkt team i de to bærende roller som royale fortællere i en ny DR-miniserie om rigsfællesskabet, som havde premiere mandag 24. maj på DR1.
Kronprinsen gik lige i hjertet på seerne i ”Kongehuset på Færøerne”, da han kom helt tæt på de lokale på Færøerne.
Dronningen roser kronprins Frederik
Også dronningen gjorde det overbevisende i programmet, hvor hun fremhævede og roste kronprinsen.
- Jeg synes, at han forstår vældig godt, at det netop betyder noget, at man får en føling med det land og det samfund og de mennesker, der bor der, lyder det fra dronningen om Frederik, og Majestæten fortsætter.
- Man skal se sig godt omkring. Og man skal tale med folk og høre og se, og jeg er temmelig sikker på, at han er klar over, at det er en væsentlig ting, når man kommer, siger dronning Margrethe i programmet “Kongehuset på Færøerne”.
Kronprinsen giver meget
I miniseriens premiere giver kronprinsen meget af sig selv, og han er åben på en måde, man sjældent har set.
Frederik fortæller i forbindelse med mødet med en færøsk kunstner og opdagelsesrejsende ærligt om sine egne oplevelser i Grønland på ekspedition på indlandsisen, og kronprinsen mindes undervejs også prins Henrik, da der skal smages på den færøske delikatesse søpindsvin.
Og da kronprinsen møder en ung lokal musiker, lyser han op i et smil.
Frederik var i sit es
- Jeg bliver inspireret af musik. Jeg plejede at spillede klaver som barn, siger kronprinsen, der desuden er på en herlig fisketur med en lokal fisker, der roser kronprinsen for at være nede på jorden.
Det varmer Frederik, der i det hele taget var i sit es fra start til slut som reporter i marken på den færøske tv-mission.