Margrethe til gudstjeneste i London: Sådan havde hun en finger med i spillet
Dronning Margrethe skal – traditionen tro – på juletur til London i december. Hun er afsted fra 2. til 8. december, og i denne periode er det kronprins Frederik, der er regent.
Det er på denne juletur til London, dronning Margrethe køber julegaver, får julehygget, og fundet den engelske julekage, der er fast inventar på julebordet i den danske kongefamilie.
Det var dronning Ingrid, dronning Margrethes mor, der indførte den tradition.
Når dronning Margrethe er i Englands hovedstad denne december, besøger hun Den Danske Kirke i London, som hun har en særlig relation til. Det oplyser Den Danske Kirke i London på deres hjemmeside.
Søndag den 5. december er der festgudstjeneste i kirken, og her vil præsten Flemming Kloster Poulsen bære den fantastisk smukke messehagel, som dronning Margrethe designede og broderede til kirken sidste år.
Denne søndag, som er 2. søndag i advent, er første gang, dronning Margrethe ser messehagelen i brug ved en gudstjeneste i kirken, skriver kirken på deres hjemmeside.
Her oplyser de også, at kirken i forbindelse med festgudstjenesten og dronningens besøg vil åbne en udstilling. Her vil man kunne se dronningens forarbejde til messehagelen i montre.
Inden dronning Margrethe påbegyndte sit arbejde med messehagelen tilbragte hun tid i kirken, så hun kunne matche farver og lade sig inspirere kreativt.
Det er dronning Margrethe selv, der har lånt sine forarbejder ud til kirken, så de kan blive udstillet, skriver kirken.
Udstillingen vil være tilgængelig ved alle kirkens gudstjenester og aktiviteter frem til 1. februar 2022.
Herunder ses den messehagel, dronning Margrethe har designet og broderet til Den Danske Kirke i London.