Margrethe Vestager om dronning Margrethes gestus: At hun gjorde sig den ulejlighed!
Dronning Margrethe var forleden på sin første kongelige opgave i offentligheden efter faldet i september.
Her overrakte hun Ebbe Munck Prisen til EU's afgående konkurrencekommissær, Margrethe Vestager.
Dronning Margrethe er protektor for prisen, der blev givet til Vestager som "gennem de seneste 10 år har været en fremragende repræsentant for Danmark som kommissær og førende viceformand for EU-kommissionen".
Margrethe Vestager: Stolt og rørt
Det var en stor oplevelse for Margrethe Vestager.
Særligt set i lyset af navnesøsterens seneste tid.
- Det var meget rørende. Dronningen har jo været syg, og det er første gang, hun rejser sig fra sygelejet, om man så må sige. At hun gør sig den ulejlighed var jeg meget stolt og rørt over, fortæller hun.
Margrethe Vestager tilføjer, at hun er begyndt at pakke kontoret i Bruxelles ned, og at hun glæder sig til en lang og fredfyldt jul med familien i Danmark.