Mary afsluttede besøget i Indien i genbrugskjole med transparente detaljer og Sex & the City-sko
Kronprinsparret har i denne uge været på officielt besøg i Indien, og onsdag aften deltog de i en festlig middag, der markerede afslutningen på turen.
Her var kronprinsesse Mary på smukkeste vis iført en Søren Le Schmidt-kjole med sølv detaljer og transparente ærmer.
Det er ikke første gang, at kronprinsesse Mary udser sig denne kjole. Også i 2020 bar hun det danske design under Kronprinsparrets Priser.
Både i 2020 og under erhvervsfremstødets afslutningsreception onsdag havde kronprinsesse Mary valgt at style Søren Le Schmidt-kjolen med et par grå satin pumps fra Manolo Blahnik.
Skoene blev for alvor favoritter blandt modeelskere verden over, da Carrie Bradshaw kastede sin kærlighed over dem i ”Sex and The City”.
Noget tyder på, at Danmarks kronprinsesse deler den ikoniske karakters kærlighed for de berømte sko, som hun ved flere lejligheder også har båret i farven gul.
Men det var ikke kun skoene, der vakte opsigt.
Om halsen bar kronprinsesse Mary endnu en gang sin søde kærlighedserklæring til sin mand i form af en halskæde med initialet ”F”. Det diamantbesatte smykke er fra Halberstadt og er i 18kt. guld ifølge Royal Fashion Police.
Kronprinsessen bar også en lignende halskæde dedikeret til sine fire børn. Smykket er designet af Julie Sandlau og indeholder på sødeste vis initialerne “C, I, V, J”.