Mary byder på sjov bemærkning til festival
Stemningen var rigtig god på rådhuset i Aarhus, hvor kronprinsesse Mary var hovedpersonen til festlig åbningshøjtidelighed af Fair Festival, som er en messe og festival med fokus på bæredygtighed, klimaudfordringer og FN’s 17 verdensmål.
Kronprinsesse Mary var i godt selskab
Ved åbningsbegivenheden på rådhuset i Aarhus var Mary i godt selskab med borgmester Jacob Bundsgaard, rådmand Rabih Azad-Ahmad og stifter af Fair Festival Kristine Overgaard Nielsen.
Kronprinsessen kom i sin åbningstale ind på, at vi skal passe mere på kloden end nogensinde, og at det er et fælles ansvar, og hun sagde også, det er let at føle sig magtesløs i denne tid.
Festival viser vejen
Fair Festival kan dog være med til at vise vejen og komme med potentielle løsninger på mange miljømæssige problemer, vi står midt i.
- Med disse ord erklærer jeg Fair Festival for åben, sagde kronprinsesse Mary til sidst i sin tale.
Normalt lyder der et stort bifald efter en sådan royal åbningstale, men sådan var det ikke til åbningen af Fair Festival 2021.
Denne dag var der på grund af corona-restriktionerne ikke mange i rådhussalen, så der var faktisk helt stille.
En stille åbning
Det fik en veloplagt Mary til at komme med en sjov afslutningsbemærkning.
- En meget stille åbning, lød det fra Mary, hvilket fik borgmester Jacob Bundsgaard til at kvittere med et smil.