Mary og Frederik blev inviteret ind i den hæklede hule
Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik havde en spændende eftermiddag på Aalborgs kunstmuseum Kunsten, hvor de royale gæster ved ankomsten blev modtaget af blomsterpigen Amanda, 10 år, samt borgmester Thomas Kastrup-Larsen og museumsdirektør Gitte Ørskou.
Unikt værk
Efter modtagelsen var vel overstået tog Mary og Frederik hul på en rundtur på udstillingen, der byder på så mange fascinerende værker. Et af dem er et meget unikt værk af den brasilianske kunstner Ernesto Neto, der har skabt en stor, hæklet hule, som man kan træde ind i.
Kronprinsparret inviteredes til at gå ind i værket, hvor de nærstuderede Netos forunderlige hæklede hule med fine farver og talrige kroge.
Mary så på værker af Pistoletto og Trampedach
Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik introduceredes herefter til Pistolettos værk Eleven Less One, som gjorde et stort indtryk, og så kom de til Kurt Trampedach-udstillingen.
Det dystre og meget direkte udtryk i Trampedachs kunst så ud til at pirre både kronprinsen og kronprinsessen, som virkede begejstrede for ”Møder i mørket”, som er titlen på denne del af udstillingen på Kunsten i Aalborg.
Frederik talte om Den Store Bagedyst
På vej ud af museet talte Mary og Frederik kort med et par lokale, som var mødt op for at byde kronprinsparret velkommen til Aalborg, hvor de royale æresgæster lørdag aften i Musikkens Hus er frontfigurer i en af årets store prisfester "Kronprinsparrets Priser", som vises fra klokken 21.00 på DR1.
Kronprins Frederik fortalte de lokale, at Kronprinsparrets Priser-showet var på skærmen lige efter finalen i "Den Store Bagedyst.