
Matchede både mors og datters look: Isabella havde lånt hårsmykker af dronning Mary

Der var tænkt over alle detaljer, da Aarhus Rådhus fredag eftermiddag dannede ramme om den første del af prinsesse Isabellas fødselsdagsfejring.
Dagens hovedperson så flot ud i et lyseblåt sæt skabt af Soeren Le Schmidt, og dronning Mary havde på fineste vis sørget for at matche sin datters look.

Både hendes nederdel, øreringe og armbånd havde den samme lyseblå nuance som fødselsdagsbarnets jakkesæt.
Det var en blæsende forårsdag, men et par smukke hårsmykker, der ligeledes var delvist lyseblå, holdt nogenlunde styr på prinsesse Isabellas lange lokker.

Smykkerne er ifølge modebloggen UFO No More skabt af Ellen Hunter Amanda, og prinsesse Isabella har lånt dem fra sin mor, dronning Mary.
Da dronningen sidste år var på statsbesøg i Norge, havde hun de selvsamme smykker i håret, og hendes frisure så nogenlunde ud som den, prinsesse Isabella dukkede op med i Aarhus fredag eftermiddag.



