Mens dronning Margrethe passer pligterne i København: Indbrud på Marselisborg
Natten mellem torsdag og fredag har ukendte gerningsmænd skaffet sig adgang til dronning Margrethe og familiens slot i Aarhus, Marselisborg Slot.
I døgnrapporten beretter Østjyllands Politi, at alarmen gik på slottet og flere patruljer blev sendt til slottet, hvor dronning Margrethe og familien netop har holdt jul sammen.
Politiet skriver følgende:
Østjyllands Politi fik natten til fredag kl. 01.15 en anmeldelse om, at der var gået en alarm på Marselisborg Slot i Aarhus.
Der blev sendt flere patruljer til stedet, hvor det kunne konstateres, at nogen havde skaffet sig adgang til slottet og formentlig kortvarigt havde været indenfor.
En hundepatrulje gik spor i området, og flere patruljer blev sendt til stedet for at søge efter indbrudstyven, men foreløbigt uden held.
Der er i løbet af natten lavet undersøgelser på og omkring slottet, og Østjyllands Politi efterforsker nu sagen.
Politiet har derfor på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer.