Mere godt nyt fra kongehuset: Dronning Margrethe og familien kan se frem til den flotteste fest
Dronning Margrethe fejres på Amalienborg søndag klokken 12.00 i anledning af sin 83-års fødselsdag.
Det bliver markeret med balkonscene klokken 12.00 den 16. april på Amalienborg med deltagelse af Majestæten og den kongelige familie.
Vi sender live her på billedbladet.dk søndag fra klokken 11.45.
Dronning Margrethe skal fejres med manér
Det er desuden netop meldt ud fra kongehuset, at man lørdag og søndag i København kan opleve både Gardehusarsregimentets Hesteskadron og Den Kongelige Livgarde.
Anledningen er dronningens fødselsdag på søndag den 16. april, hvor hesteskadronen vil ride en rundtur i Københavns gader med afmarch fra Christiansborg Slot via Marmorbroen kl. 13.30.
Herfra fortsætter regimentets heste og ryttere via Stormbroen forbi Christiansborg Slotsplads og Holmens Kirke til Kongens Nytorv, hvor eskadronen fortsætter ad Bredgade indtil Sankt Annæ Plads.
Derefter rider eskorten via Amaliegade til Amalienborg Slotsplads, hvorfra regimentets pauker og trompeter også kan opleves.
Fra Frederiksgade og Marmorkirken returnerer Gardehusarregimentets Hesteskadron tilbage over Kongens Nytorv ad samme vej til Christiansborg Slot.
Opvisning lørdag og søndag
Hesteskadronen vil derudover afholde to rideopvisninger på Ridebanen bag Christiansborg Slot på lørdag den 15. april kl. 16.00 og på søndag den 16. april kl. 10.00.