Midt i festen gik alarmen: Sikkerheden i top på Isabellas store aften
Prinsesse Isabella og hendes mange kammerater samt kronprinsparret og deres nære venner havde en forrygende aften i Orangeriet, hvor man fejrede prinsesse Isabella i anledning af hendes konfirmation lørdag.
Sikkerheden var naturligvis som altid helt i top omkring kronprinsfamilien, og der var godt styr på, hvem der skulle have adgang til konfirmationsfesten i Orangeriet, hvor der var inviteret gæster i to hold.
Prinsesse Isabella nød sin fest
Det første hold af gæster ankom allerede før den kirkelige højtidelighed og talte faddere, kronprinsparrets nærmeste venner og en lille håndfuld af konfirmandens jævnaldrende kammerater.
Det næste hold af gæster ankom først til aftenfesten lidt i klokken 19.00, og de mange gæster, som ankom sent var alle jævnaldrende kammerater – både piger og drenge – som i konfirmandens øjne nok var med til at give den festlige begivenhed et pift af ekstra friskhed.
Gardere ilede ud
Midt i aftenfesten gik alarmen pludselig i vagtstuen ved indgangen til Indre Slotsgård.
Det betød, at gardere i fuld udrustning ilede ud til flere steder på slotsområdet for at se nærmere på, om alt var, som det skulle, når nu alarmklokkerne bimlede.
Falsk alarm
Efter at have set på hække og hegn, og efter at alle områder var sikret, kunne garderne stille og roligt trække sig tilbage til vagtstuen igen – falsk alarm.
Og så faldt der igen ro over Fredensborg Slot, og i Orangeriet fortsatte konfirmationsfesten for Isabella, uden at noget havde anet uråd.