Midt i privat familieferie i Australien: Kronprinsesse Mary sender varm og kærlig julehilsen
Kronprinsessen har i dag midt i sin private Australien-ferie med kronprinsen og deres fire børn udsendt en julehilsen fra Mary Fonden med et tilbageblik på ”Året, der gik i Mary Fonden 2022”.
Kronprinsesse Mary stiller i sin julehilsen blandt andet skarpt på, at flere danskere end nogensinde har det svært med ensomhed.
Kronprinsesse Mary ønsker fællesskab og åbenhed i julen
Mens hovedparten af danskerne har det godt, er der en voksende gruppe i samfundet, som kæmper med psykisk mistrivsel og ensomhed. Det viser den nye Fællesskabsmåling, som VIVE har udarbejdet for Mary Fonden og TrygFonden.
- Vi samles i mange anledninger i den her tid, og på kryds og tværs. Men selvom vi samles, er det ikke sikkert, at alle føler, de er med. For det er muligt at være sammen med andre, og samtidig føle sig ensom, siger kronprinsessen og fortsætter:
”Derfor bekæmper vi nødvendigvis ikke ensomhed, fordi vi samles. Vi bekæmper ensomhed, når vi samles i trygge og åbne fællesskaber, der bygger på den tillid og omsorg, vi alle har brug for. Fællesskabet er mere værd end nogen julegave, der kan købes for penge. Og det er en gave, vi alle har mulighed for at give.
Tak til alle jer, der møder julen med åbenhed over for mennesker omkring jer.
God jul og godt nytår!”