Midt i svær tid: Frederik og Margrethe tager imod særlig gæst Riddersalen
Hendes Majestæt Dronningen og kronprins Frederik modtager torsdag den 27. januar klokken 10.00 Ukraines udenrigsminister Dmytro Kuleba.
Det sker i Riddersalen i dronningens palæ på Amalienborg, hvilket kongehusets kommunikationsafdeling netop har meldt ud.
Margrethe og Frederik tager imod i Riddersalen
Selvom det altid er en god oplevelse for dronningen og kronprinsen at tage imod gæster i officiel sammenhæng, så er det alligevel noget helt ekstraordinært denne gang på grund af timingen.
Den ukrainske udenrigsministers besøg finder således sted på et tidspunkt med voldomme spændinger i grænseregionen mellem Ukraine og Rusland.
Det er en svær tid for ukrainerne, og den tilspidsede situation med militær oprustning har skabt international krise i forholdet mellem forsvarsalliancen NATO og Rusland.
Ukraine tillægger besøg stor betydning
Derfor er der nok ingen tvivl om, at man i Ukraine tillægger udenrigsministerens besøg på Amalienborg en helt ekstraordinær og vigtig betydning.
BILLED-BLADET dækker naturligvis dronningens og kronprinsens modtagelse af den ukrainske udenrigsminister i Riddersalen i Christian IX’s Palæ på Amalienborg her på vores website torsdag formiddag.