Nævnte følelsesladet øjeblik i dronning Margrethes liv: Her er ordene, der ramte lige i hjertet

Det var en dybt bevæget dronning Margrethe, der manglede ord, da hun tirsdag aften stod på talerstolen efter at have fået overrakt Kristeligt Dagblads Pris som en anerkendelse for "med vid, flid og medleven at have haft betydning for det samfundsmæssige, kulturelle eller kirkelige område i mere end et halvt århundrede".

Nævnte historisk øjeblik

Forinden havde Kristeligt Dagblads bestyrelsesformand Mogens Madsen på smuk og rørende vis i en længere tale begrundet, hvorfor det lige var dronning Margrethe, der fik prisen.

Sidst i talen nævnte han blandt andet det historiske øjeblik den 14. januar ved tronskiftet, hvor dronning Margrethe underskrev sin abdikation i statsrådet på Christiansborg Slot omgivet af kong Frederik og kronprins Christian.

Til slut forlod dronning Margrethe med blanke øjne rummet og sagde:

- Gud bevare kongen.

Ringen er sluttet

Fra talerstolen tirsdag aften lød det således fra Kristeligt Dagblads bestyrelsesformand Mogens Madsen:

"Deres Majestæt indledte Deres virke med en bøn den frostkolde lørdag i januar 1972 på balkonen på
Christiansborg:
”Den gerning, som i næsten 25 år var min fars, er nu lagt på mine skuldre, og jeg beder Gud hjælpe mig og
give mig styrke til at løfte den tunge arv,” sagde De.
Man kan mene, at De sluttede en ring, da De efter abdikationen i Statsrådet hilste Kong Frederik den Tiende
med bønnen:
“Gud bevare Kongen.”

Her er hele talen fra Kristeligt Dagblads bestyrelsesformand Mogens Madsen fra start til slut:

"Igennem et par menneskealdre har man i store og små kirker rundt om i landet nu og da kunnet se en høj
kvinde sidde til gudstjenesten på bænkerækkerne som en del af den stedlige menighed.
Det er en ting, man som dansker kan blive nødt til at forklare udenlandske gæster med interesse for vores
kirkeliv:
at vi har et kongehus, hvor Majestæten står i køen til at modtage nadver sammen med alle andre.
Det er et smukt billede på, at der i åndelig forstand ikke er hierarkier mellem os mennesker.
Men det er også et billede på en dronning, der med sit livslange personlige nærvær i det kirkelige mere end
nogen anden i sin samtid har været med til at legitimere kristendom og tro herhjemme.
Det er sket i en æra, hvor kristendom både har været søgt fortrængt fra det offentlige rum af stærke kræfter
– og har oplevet en tilbagekomst og en udbredt accept som en integreret og afgørende del af vores liv og
kultur.
Ved at tildele Deres Majestæt Kristeligt Dagblads Pris 2024 ønsker vi at hylde Dem for denne uvurderlige
indsats. Det er derfor en ære og en stor glæde for Kristeligt Dagblad, at De vil modtage prisen.
Men begrundelsen går videre end som så.
Som en enestående afholdt monark har Deres Majestæt i hele Deres voksenliv været et levende symbol på
de værdier, som avisen ønsker at hædre med denne pris.
Med Deres vid, flid og medleven har De haft en betydning på det samfundsmæssige, kulturelle og kirkelige
område, som allerede værdsættes meget bredt i dag, men som måske nok først til fulde vil blive anerkendt i
et mere historisk lys.", lød det fra Mogens Madsen, inden han fortsatte.

En personlig ting

"Det med det kirkelige kom ikke uden videre ind i Deres Majestæts tilværelse. Det har De ved flere
lejligheder fortalt åbent om.
“Det er en meget personlig ting,” sagde De for en del år siden i et interview med Kristeligt Dagblad. De
forklarede videre: “Jeg tror, at det kom i løbet af den tid, hvor min far lå syg og de første måneder af den tid,
hvor jeg var blevet dronning.”
Det var altså i 1972, da Deres far, Frederik den Niende, døde, og De overtog tronen.
De følte, fortalte De videre, at De i den overgang var blevet hjulpet “ind i det på en sådan måde, at det ikke
kunne adresseres.” Slet ikke til Dem selv. Heller ikke alene til de mange gode mennesker, der hjalp og
støttede Dem.
“Der var meget mere end det,” sagde De. Og konkluderede:
“Efterhånden gik det op for mig, hvad det var for en hjælp, jeg havde fået, og at det her ikke var noget, der
kunne lade sig gøre, uden at der kom hjælp andetsteds fra.”
Så enkelt, og samtidig så gribende, kan man fortælle om det, der i gamle dage hed at komme til tro.
Men Deres Majestæts omgang med det personlige trosliv er ikke uden skepsis. De har betonet, at De – med
et karakteristisk udtryk – ikke bryder Dem om “sjælekrængeri”.
Og den genkomst for religion, man har set i den senere del af Deres tid som regent, har De heller ikke
omfavnet aldeles ukritisk.
I det allerede refererede interview sagde De således med henvisning til den nye åbenhed for tro, at “der
også i en tids strømninger [er] noget, der tangerer det, man kunne kalde mode”.
Nuvel, en sund luthersk distance har ikke ændret på det afgørende forhold: at ingen hertillands som Deres
Majestæt igennem årtier har udgjort et personificeret bolværk imod åndløshed og religionshad.
I 52 nytårstaler har De frejdigt bedt Gud bevare Danmark.
Med det valgsprog, de tillagde Dem i 1972 – Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke – indsatte De
Gud på førstepladsen. De har kaldt Deres valgsprog “en konstatering af, at uden Guds hjælp går det slet
ikke”." lød det videre i talen.

Dygtig kunstner

"Kultur og kunst er en anden side af det, Kristeligt Dagblad med denne pris i særlig grad hylder Deres
Majestæt for.
De har i de fleste af årene været udøvende kunstner.
Det nylige interview i Kristeligt Dagblad afspejler Deres uspolerede begejstring ved ikke bare at fremstille
kunst – det være sig illustrationer, scenografi, tekstiler eller andet – men også ved at fortælle om det.

Avisen havde en udsendt journalist med, da Deres antependium, alterforhæng, til slotskirken i den tyske by
Wittenberg blev indviet i 2016. Det var i optakten til reformationsjubilæet.
De tyske journalister var dybt forundrede over, at Dronningen virkelig selv havde ført nålen.
“Hat sie es selber gestickt?”
Motivet var lutherrosen, som siden Luthers tid har været hvid – hvad Deres Majestæt ikke har ladet Dem
begrænse af, hvorfor De ofte har broderet den i røde nuancer.
Men pointen her er, at Deres kunst udspringer af håndværk. Det er hårdt arbejde:
Da De i midten af 1980’erne lavede Deres første bispekåbe – den var gylden med rød ornamentik og tilegnet
Helsingørs Stifts biskop – broderede De i fire timer dagligt i henved et halvt år.
Det er det, der kaldes flid. Og flid er som bekendt det, man finder inderst inde, når man kigger gennem alle
lagene i et kunstværk."

Bøn fra slotsbalkonen

"Deres Majestæt indledte Deres virke med en bøn den frostkolde lørdag i januar 1972 på balkonen på
Christiansborg:
”Den gerning, som i næsten 25 år var min fars, er nu lagt på mine skuldre, og jeg beder Gud hjælpe mig og
give mig styrke til at løfte den tunge arv,” sagde De.
Man kan mene, at De sluttede en ring, da De efter abdikationen i Statsrådet hilste Kong Frederik den Tiende
med bønnen:
“Gud bevare Kongen.”

Det er både en ære og glæde, at vi må hylde Dem her i aften med Kristeligt Dagblads Pris 2024", sluttede Mogens Madsen sin tale.