
Nerver på før prinsesse Isabellas fest: Vi krydser fingre

Fredag 11. april får hele Aarhus og byens gæster mulighed for at ønske prinsesse Isabella tillykke med fødselsdagen på Rådhuspladsen i Aarhus.
Prinsessen er i godt selskab, når hun besøger Aarhus Rådhus til en festlig ungdomsmarkering som et led i fejringen af hendes 18-års fødselsdag.
Særligt inviterede unge fra Aarhus Kommune vil få lejlighed til at komme helt tæt på og ønske tillykke.
Forberedelserne til den store dag i Aarhus er i fuld gang, og der skal nok være styr på det meste, når festdagen oprinder.

Nerver på før fejringen af Isabella
Der er dog noget helt specielt, arrangørerne ikke er herre over, så de må bare krydse fingre – vejret skal nemlig meget gerne være fint, så den første del af 18-årsfesten bliver vellykket.
- Vi krydser fingre for forår og solskin, når Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Isabella ankommer til Aarhus’ ikoniske rådhus 11. april kl. 14.00. Her kan de fremmødte glæde sig til at deltage i markeringen af Prinsessens fødselsdag, når hun og andre medlemmer af den kongelige familie spadserer turen fra Frederiks Allé og ind til rådhuset. Her vil der være en overraskelse til alle - og måske mulighed for en fødselsdagssang, lyder det på Aarhus Kommunes hjemmeside.
