
Nu er det afgjort: Gæsterne til prinsesse Isabellas 18-års fødselsdag er fundet

Kong Frederik og dronning Marys ældste datter, prinsesse Isabella, fylder 18 år den 21. april, og den store dag skal selvfølgelig fejres.
Fødselsdagen bliver fejret ved to fester – først i Aarhus og derefter i København.
Den 11. april har Aarhus Kommune inviteret til fødselsdagsfejring på Rådhuset, hvor unge fra 17-19 år kunne komme og fejre prinsessen.

De unge gæster skulle findes via en lodtrækning, og Aarhus Kommune oplyser nu, at de 70 er fundet.
”I alt 70 unge er nu blevet udtrukket via tilfældig lodtrækning, og de må hver især tage en ledsager i samme alder med på dagen. Dertil er ca. 80 unge fra en række foreninger, uddannelsesinstitutioner og organisationer blevet inviteret, ligesom en række særligt indbudte gæster fra byen deltager i arrangementet på Aarhus Rådhus, hvor Aarhus Kommune er vært”, skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Aarhus-borgmesteren Anders Winnerskjold er glad for, at så mange ønskede at deltage.
”Vi er meget glade for og stolte af, at så mange af Aarhus’ unge har lyst til at markere Prinsesse Isabellas fødselsdag på vores smukke rådhus. Kongehuset har en særlig plads i aarhusianernes hjerte, og Aarhus har en lang tradition for et tæt bånd til kongefamilien. Den her kæmpe interesse viser med al tydelighed, at det gælder for alle aldre. Nu glæder vi os bare til at tage imod og fejre Prinsesse Isabella sammen med alle de unge gæster på rådhuset og forhåbentligt med rigtigt mange glade og begejstrede tilskuere udenfor.”

