Nu er det faldet på plads: Kong Frederik og dronning Mary forklarer beslutningen
Det har været velkendt, at der i forbindelse med tronskiftet den 14. januar ville ske ændringer i de kongelige protektioner.
Torsdag kan Kongehuset afsløre de ændringer.
Indtil tronskiftet var der 258 kongelige protektioner, der blev varetaget af dronning Margrethe, daværende kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, prins Joachim og prinsesse Marie samt prinsesse Benedikte.
Protektionerne er nu blevet skåret ned til 140 i alt, der varetages af den kongelige familie.
Udvælgelsen af protektioner har taget udgangspunkt i historiske forhold samt i de kongeliges særlige fokusområder og interesser.
Derudover er antallet af protektioner afstemt efter, hvad de kongeliges øvrige opgaver også er, så de har mulighed for at engagere sig i deres protektioner.
I forbindelse med ændringer i de kongelige protektioner har kong Frederik og dronning Mary udtalt sig om udvælgelsen.
”Gennem århundreder har Kongehusets protektioner støttet almennyttige organisationers vigtige arbejde i Danmark, i Rigsfællesskabet og i udlandet. Det er en tradition, som vi er stolte af at fortsætte, og som vi som samlet familie kommer til at sætte vores præg på.
Vi ønsker med de kongelige protektioner at støtte indsatser, som fremmer dansk kultur, videnskab og virkelyst, som værner om vores natur, som udgør en stemme for de udsatte og sårbare i vores samfund, og som binder os sammen i små og store fællesskaber,” udtaler Kongeparret i pressemeddelelsen fra Kongehuset.
Pressemeddelelsen afslører, at det er kong Frederik, dronning Mary, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte, der varetager de udvalgte protektioner.