Nu er pengene fordelt: Kronprinsparret sender stærkt signal
På det seneste fondsbestyrelsesmøde i Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond har Kronprinsparret sammen med den øvrige bestyrelse bevilget støtte til i alt 13 projekter.
Med fordelingen af de mange støttekroner sender kronprinsparret et stærkt signal, for de har i høj grad rettet fokus mod børn og unges trivsel i flere forskellige ssammenhænge.
Mary og Frederik støtter børn og unges trivsel
Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond støtter humanitære, sociale, kulturelle, videnskabelige, idrætslige, uddannelse, almennyttige og almenvelgørende formål.
Og i år har Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond ved fondsbestyrelsesmødet foretaget uddelinger til blandt andet ”Bryd Tavsheden”, som har modtaget 100.000 kr. til rådgivningsindsatsen til voldsudsatte børn og unge
Børnecancerfondens ”Cool Camp”, som er en Rehabiliteringscamp for søskende til børn og unge med en kræftsygdom, har modtaget 100.000 kr., mens Børneulykkesfondens projekt ”Legeheltene – på Børnepsykiatriske Afdelinger” også er blevet tildelt 100.000 kr.
Børns Vilkår-projektet med udvikling og implementering af kunstig intelligens til Børnetelefonen har fået 50.000 kr., mens Ungdommens Røde Kors, Udvikling og udvidelse af ”Ung på Linje”, også har fået 50.000 kr.
Også penge til miljøarbejde
Der blev på mødet i alt bevilget 950.000 kr., og projekter med fokus på miljø og menneskerettigheder nød også godt af den royale fonds støtte.