Nu kan du komme helt tæt på en af kronprinsesse Marys mest elskede kjoler
Kronprinsesse Mary tog pusten fra alle, da hun i 2014 mødte op til uddelingen af Bambi Awards i Berlin.
Hun var nemlig iført den smukkeste midnatsblå pailletkjole, der funklede på den røde løber.
Kjolen høstede mange roser, og sammen med designeren Jesper Høvring, som er manden bag kjolen, vandt kronprinsesse Mary prisen for Årets kongelige kjole i BILLED-BLADET samme år.
Siden har kronprinsesse Mary bl.a. båret den smukke kjole ved et aftenselskab for Regeringen, Folketinget og Europa-Parlamentets danske medlemmer i 2018 på Christiansborg Slot.
Nu er kjolen så vendt tilbage til netop her for at blive udstillet.
Kjolen indgår nemlig i udstillingen ”På de bonede gulve” sammen med en lang række andre kjoler, der er båret ved kongelige fester.
På udstillingen, der kan opleves frem til den 18. december, kan man ud over de smukke kjoler også se bl.a. uniformer, opdækkede borde og farverige blomsterdekorationer.
Onsdag indviede dronning Margrethe den nye udstilling, og her var det netop designeren bag kronprinsesse Marys drømmekjole, Jesper Høvring, der viste majestæten rundt.