26. jun. 2024
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Malan Joensen

Nu præciseres det, hvem der gjorde hvad med dronning Marys brudekjole

Dronning Mary
Dronning Mary
Foto: Hanne Juul
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.

Kære kongelige brevkasse
I BILLED-BLADET skriver I, at Birgit Hallstein har lavet dronning Marys brudekjole. Det var da Uffe Frank, der tegnede den. Men det kan være, Hallstein var med til at sy den.
Venlig hilsen
Bodil K.

Kære Bodil K.
Formuleringen lød således: ”Det er den danske haute couture-skrædder Birgit Hallstein, der i sin tid også syede dronning Marys brudekjole, som står bag den fortryllende kjole, som dronningen bærer på det nye officielle portræt af kongeparret.” Måske det kunne misforstås, men senere i artiklen stod der, at det var Uffe Frank, der designede dronning Marys brudekjole, mens Hallstein syede den. Det har du fuldstændig ret i, og det er kun godt at få præciseret. Birgit Hallstein har i øvrigt syet flere af dronningens mest opsigtsvækkende og omtalte kjoler, herunder den cremefarvede kjole, hun bar til tronskiftet. Den var designet af Søren Le Schmidt. Og senest har Hallstein syet den smaragdgrønne silkevelourkjole med blondeoverdel, som dronning Mary bærer på de første officielle portrætter efter tronskiftet.
Venligst
Jon Bloch Skipper

Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.

Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.

Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".

Læs mere om: