Nu sætter kronprins Frederik ord på Jonas Vingegaards triumf
Masser af danskere har fundet vej til Paris for at overvære Jonas Vingegaards store triumf.
Den 25-årige dansker vandt søndag aften Tour de France 2022, og kronprinsen var blandt de mange danskere, der havde fundet vej til den franske hovedstad for at hylde ham.
En fantastisk bedrift
Kronprinsen har fulgt Tour de France tæt, lige fra det begyndte i Danmark, og han var også med på podiet, da Jonas Vingegaard kunne lade sig hylde som vinder.
Efterfølgende satte han over for TV 2’s reporter ord på danskerens flotte sejr.
- Det er en fantastisk bedrift, fortalte kronprinsen om Jonas Vingegaards triumf.
Det største siden EM 1992
Herefter fortalte kronprins Frederik, at han virkelig har nydt at følge touren. Både fordi det hele begyndte i Danmark, men også på grund af den spænding, som flere af de danske ryttere var med til at give løbet.
Kronprins Frederik er helt tydeligt meget imponeret over særligt Jonas Vingegaards indsats, og hans bedrifter i årets Tour de France rangerer højt i den danske sportshistorie.
- For 30 år siden skete der en kæmpe hændelse med EM i 1992, og siden da er det her den vildeste præstation af en enkelt mand, som selvfølgelig har været hjulpet af et hold. Det er ekstraordinært. Der kan ikke fortælles mere om det, fordi det er så godt, lød det med et smil fra kronprinsen.