26. mar. 2025
Af Lærke Valentin

Ny beretning afslører: Så meget kostede tronskiftet

Kong Frederik og dronning Mary ved tronskiftet den 14. januar 2024
Kong Frederik og dronning Mary ved tronskiftet den 14. januar 2024.
Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Troneskiftet i 2024 var en af de største historiske begivenheder i nyere tid. Det blev fejret af hele Danmark - og det kostede knapper.

De fleste af os husker nok den 14. januar 2024 lidt bedre end de andre dage i januar.

Den dag var var hele Danmark nemlig samlet om et historisk øjeblik.

Dronning Margrethe gav stafetten videre til sin søn, og vi fik atter en ny konge af Danmark.

Festen var storslået foran balkonen på Christiansborg, hvor en enorm folkemængde stod samlet.

Tronskiftet krævede ikke kun mange mennesker, men også en tung sæk med penge.

Onsdag er kongehusets årsberetning blevet offentliggjort, og her fremgår det, at der – ikke overraskende – har været ekstra udgifter i forbindelse med tronskiftet.

Her kan det læses, at tronskiftet isoleret set kostede 6,5 millioner kroner i engangsomkostninger.

Det bliver dog ikke konkretiseret, hvad udgifterne præcist er gået til. Det kan dog læses, at en del af pengene kommer fra reserverede midler:

- Det betyder, at der som forventet har været et forbrug af Civillistens reserverede midler, dvs. det ekstraordinære engangstilskud på 28,7 millioner kroner, som Civillisten blev tildelt i den nye civillistelov med henblik på bl.a. at dække særlige omkostninger i forbindelse med tronskiftet, skriver kongehuset i sin beretning.

Civillisten er den betegnelse, man bruger om statens ydelser til kongehuset.

Mere om: