Ny TV 2-dokumentar: Derfor blev 2007 et skelsættende år for Mary
I dag tages der hul på markeringen af kronprinsesse Marys 50-års fødselsdag, som er på lørdag den 5. februar.
Som et led i markeringen kan man allerede i aften klokken 20.00 på TV 2 se dokumentaren ”Mary – kronprinsesse med hjertet”.
For kronprinsesse Mary var det en udfordrende opgave at finde ud af, hvordan hun kunne bruge sin royale rolle konstruktivt og til gavn for danskerne.
2007 blev et skelsættende år for Mary
I den forbindelse endte 2007 med at blive et skelsættende år for kronprinsessen.
Efter et grundigt researcharbejde blev "Mary Fonden – H.K.H. Kronprinsesse Marys Fond" en realitet i 2007.
Mary Fondens første projekt Fri for Mobberi blev lanceret i 2008.
Dermed havde kronprinsessen markeret sig som mere end en prinsesse, der satte fokus på mode og design.
Nu gjaldt det i stedet om at sætte fokus på børns trivsel, og Mary ville derfor være med til at ændre den måde, man håndterer mobning på.
Succes på grund af kronprinsessen
Dette skete blandt andet i et samarbejde med organisationen Red Barnet.
- Kronprinsessen har besluttet sig for, at det her med, at hun blev kronprinsesse, vil hun lige pludselig bruge til noget, der gør en forskel. Der er ingen tvivl om, at ”Fri for Mobberi” er blevet så stor en succes, som det er, og har fået en så stor udbredelse, som det har, på grund af kronprinsessen, siger Red Barnets generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen i aftenens TV 2-dokumentar.
Fokus på nye mærkesager
Efter stiftelsen af Mary Fonden blev Mary også protektor for julemærkehjemmene, og i 2009 var der fokus på flere nye mærkesager - især kvinders rettigheder.
Netop piger og kvinders rettigheder har givet Mary en styrket profil såvel nationalt som internationalt, og det lover godt for fremtiden.