Nye detaljer afsløret: I dette øjeblik bliver kronprins Frederik konge
Gennem lige knap 52 år har dronning Margrethe været hele Danmarks dronning, men nu skifter tiderne, og det kommende tronskifte bliver i den grad historisk.
Majestæten afslørede i sin nytårstale, at det finder sted den 14. januar, men de nærmere detaljer har været ukendte.
Ikke mindst fordi det kommer til at foregå anderledes end tidligere, idet den afgående monark som bekendt ikke er afgået ved døden, som det plejer at være tilfældet, når et tronskifte finder sted i det danske kongehus.
Onsdag eftermiddag løfter kongehuset sløret for, hvornår præcis Frederik bliver til konge.
Den 14. januar er der nemlig statsråd, og det er i den forbindelse, han får sin nye titel.
”I Danmark har traditionen hidtil været, at tronskifte skete ved regentens død, sådan som det senest var tilfældet i 1972. I disse tilfælde sker tronskiftet i det øjeblik, regenten dør. Det kommende tronskifte vil være anderledes. Her vil tronskiftet først indtræffe under mødet i Statsrådet i det øjeblik, hvor Dronningen har underskrevet en erklæring om sin abdikation”, skriver kongehuset.
Når kronprins Frederik ankommer til Christiansborg Slot vil han være kronprins, men når han tager derfra igen, vil det være som konge.
De nærmere detaljer om den historiske dag er endnu ikke blevet offentliggjort.