Nye romantiske billeder: Prins Nikolai viser kæresten frem for første gang
Prins Nikolai og hans kæreste siden 2018, Benedikte Thoustrup, har for første gang ladet sig fotografere sammen ved et stort offentligt arrangement.
Det skete i forbindelse med lanceringen af en ny Clash de Cartier-kollektion for det franske luksuriøse smykke- og accessoriesmærke Cartier i Delight Studio i Stockholm.
Romantiske ord og billeder
Det er Benedikte Thoustrup, som har delt søde billeder af sig selv og sin kongelige kæreste fra eventet på sin Instagram-profil.
Her ser man prins Nikolai holde kærlig om sin kæreste, mens der også vises et udsnit af et sort-hvidt billede af parret i tæt omfavnelse.
"My person" skriver Benedikte kærligt til to af billederne, efterfulgt af en hjerte-emoji.
Chik i fransk design
Benedikte var chik i en smuk blomstret kjole og høje hæle på den festlige aften og matchede dermed flot prins Nikolai, der så skarp ud i et nålestribet jakkesæt.
Ifølge Royal Fashion Police er Benediktes figursyede kjole fra det franske mærke Mirae Paris, model Alana.
Hendes sølvgrå clutch er fra Cartier og de høje slingback-sandaler er fra Valentino.
Sej ung kvinde
Prins Nikolai og Benedikte mødte i sin tid hinanden under deres gymnasieophold på Herlufsholm Skole og har sidenhen holdt sammen.
De seneste år har de begge været studerende på Copenhagen Business School og ved siden af arbejdet som modeller.
Derudover har Benedikte sit eget hårbåndsfirma, der hedder Béne Soie.