Nye titler i kongehuset
Hendes Majestæt Dronningen har besluttet, at Hans Kongelige Højhed Kronprinsen samt Hans Kongelige Højhed Prins Joachim tillægges titel af 'greve af Monpezat'.
Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary samt Hans Kongelige Højhed Prins Joachims kommende ægtefælle frk. Marie Cavallier vil som følge heraf føre titlen 'grevinde af Monpezat'.
I tillæg til meddelelse hedder det, at titlen føres af efterkommere født i lovligt ægteskab, i overensstemmelse med de almindelige regler, der gælder herom, hvilket vil sige, at titlen 'greve af Monpezat' videreføres af mandlige descendenter, medens kvindelige descendenter fører titlen 'komtesse af Monpezat'.
Der er således tale om en ny, yderligere titel der kan anvendes i tilknytning til de eksisterende. Titlen berører ikke de nugældende prædikater.
Navn og titel vil herefter i kort form eksempelvis kunne være:
- Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik, greve af Monpezat
- Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary, grevinde af Monpezat
- Hans Kongelige Højhed Prins Christian, greve af Monpezat
- Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Isabella, komtesse af Monpezat