Nyt fra kongehuset: Det skal prinsesse Marie lave i USA
I løbet af sommeren flytter prins Joachim og prinsesse Marie fra Paris til Washington D.C. sammen med deres to børn, prins Henrik, 13, og prinsesse Athena, 11.
Her får prins Joachim travlt, når han den 1. september tiltræder en ny stilling under Forsvarsministeriet som forsvarsindustriattaché på Danmarks Ambassade i Washington D.C.
Fokus på familien
Prinsesse Marie, der kommer fra en stilling som Særlig Kulturrepræsentant på Danmarks ambassade i Paris, skal til gengæld ikke starte i en ny stilling i Washington D.C., bekræfter kongehuset overfor BILLED-BLADET.
- Prinsessen vil først og fremmest fokusere på, at familien finder sig til rette i et nyt land. Derudover vil prinsessen naturligvis forsat varetage arbejdet med sine protektioner og mærkesager, udtaler Kongehusets Kommunikationschef, Lene Balleby, til BILLED-BLADET.
Dermed ser det ud til, at prinsesse Marie i den første tid i USA kommer til at koncentrere sig om prinseparrets to børn, så de får en god og tryg start i de nye rammer med en ny skole, nye kammerater, et nyt hverdagssprog og en anden kultur.
Samtidig flytter prinsefamilien ind i et nyt hjem, hvor tingene også lige skal komme på plads.