Nyt fra kongehuset: Han hjælper dronning Margrethe med at pakke til juleaften
Den kongelige jul bliver i år holdt på det smukke Marselisborg Slot i Aarhus.
Det er første gang i fire år, at dronning Margrethe holder jul med hele sin familie på det aarhusianske slot – i år er det kun prins Joachims ældste søn, grev Nikolai, der ikke deltager, da han er på rejse med sin kæreste, Benedikte Thoustrup.
Fra den 20. december vil dronning Margrethe tage juleophold på slottet, og senere får hun selskab af begge sine sønner, kronprins Frederik og prins Joachim, med deres familier.
Men allerede nu er en særlig herre i gang med forberedelserne til den kongelige jul.
Det skriver kongehuset på Instagram.
Det er nemlig Dronningens Jæger, som til daglig er ansvarlig for en lang række servicefunktioner i dronningens hof, der er i gang med at pakke til juleaften, lyder det.
"Om en uges tid indleder Hendes Majestæt Dronningen sit årlige juleophold på Marselisborg Slot i Aarhus.
Men allerede nu har Dronningens jæger samt en række øvrige medarbejdere travlt med at forberede den forestående residensforelæggelse fra Christians IX’s Palæ på Amalienborg, hvor Majestæten bor nu, til det aarhusianske slot.
Jægeren - der til daglig er ansvarlig for en lang række servicefunktioner i Dronningens Hof - sørger blandt andet for at pakke til juleaften. Både så den kongelige familie samt personalet, der er på arbejde juleaften, kan holde juletraditionerne i hævd.
Funktionen “jæger” går langt tilbage i det danske kongehus. I gamle dage fulgte jægeren kongen så tæt, at jægeren nærmest var en personlig sikkerhedsvagt. Jægeren fulgte også kongen på jagt, hvilket afspejles i titlen og den mørkegrønne uniform. Titlen har dog ikke længere noget at gøre med at gå på jagt, som man ellers godt kunne tro", skriver kongehuset på Instagram.