Nyt fra kongehuset: Kronprins Frederik og prinsesse Benedikte i meget vigtige roller
Kongehuset har netop udsendt oversigten over officielle programpunkter for medlemmer af den kongelige familie i den nære fremtid, og her fremgår det, at kronprins Frederik og prinsesse Benedikte i de kommende uger deler en helt særlig rolle mellem sig.
Dronning Margrethe er i gang med genoptræning af ryggen efter sin operation den 22. februar, og derfor har kronprins Frederik og prinsesse Benedikte den seneste tid været henholdsvis regent og rigsforstander.
Frederik og Benedikte kan også opleves i disse roller i den kommende tid.
Frederik og Benedikte fordeler arbejdet
Det fremgår af dagens opdatering af den kongelige kalender på kongehusets hjemmeside.
Kronprinsen er regent i perioden den 10.–15. marts, og fra torsdag den 16. marts til og med den 19. marts er prinsesse Benedikte rigsforstander.
Kronprinsen er igen regent den 20. og 21. marts, og derefter er Benedikte rigsforstander fra den 22. marts til og med den 25. marts.
De dage kronprinsen ikke er regent forventes han ifølge planen at være i udlandet.