Nyt fra kongehuset: Sådan skal grev Henrik konfirmeres
Grev Henrik, der er ældste søn af prins Joachim og prinsesse Marie, skal konfirmeres i Paris Kristi Himmelfartsdag torsdag d. 18. maj.
Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.
Hele pressemeddelelsen:
"På Kristi himmelfartsdag torsdag den 18. maj 2023 bliver Hans Excellence Greve Henrik konfirmeret i Frederikskirken – Den Danske Kirke i Paris. Konfirmationen finder sted kl. 11.00 ved kongelig konfessionarius biskop Henrik Wigh-Poulsen assisteret af Frederikskirkens præst Malene Bendtsen. Efterfølgende fejres konfirmanden privat af familie og venner.
Frederikskirken – Den Danske Kirke i Paris, der også fungerer som et samlingssted for danskere i Paris og omegn, blev indviet i 1955 med deltagelse af Dronning Ingrid og Frederik 9., som lagde navn til kirken."
Ikke som de andre børnebørn
I pressemeddelelsen kan man læse den overraskende nyhed, at grev Henrik ikke skal konfirmeres i Danmark, men i Frankrig.
Han bliver dermed det første af dronning Margrethes børnebørn, der ikke konfirmeres i Danmark.
Grev Nikolai, grev Felix, prins Christian og prinsesse Isabella er alle konfirmeret i Fredensborg Slotskirke.