Nyt fra kronprins Frederik: Jeg glæder mig
Kronprins Frederik deltager igen i år virtuelt i årets generalforsamling i Den Internationale Olympiske Komité, IOC.
I den forbindelse har kongehuset netop delt et opslag på de sociale medier med en engageret og koncentreret kronprins Frederik, der fortæller, at han over de næste tre dage deltager i det vigtige OL-møde.
Kronprins Frederik skulle have været i Athen
- Under normale omstændigheder ville jeg have siddet på min stol i forsamlingen i Athen. Men ligesom sidste år foregår dette års forsamling virtuelt, og vi tjekker hver især ind hjemmefra, lyder det fra kronprinsen til et billede fra hjemmekontoret på Amalienborg, hvor Frederik sidder og ser på skærmen med OL-chefen Thomas Bach.
Meget personlig meddelelse
I den meget personlige meddelelse fra kongehuset og kronprinsen kommer Frederik ind på, at sportens verden som andre dele af samfundet har været hårdt ramt af corona-situationen.
Betingelserne for at dyrke idræt og konkurrere på professionelt niveau har derfor været meget vanskelige.
Kronprinsen fortæller desuden, at man på IOC-mødet naturligvis kommer ind på de særlige udfordringer, der stadig ligger efter sidste års udskydelse af sommerlegene i Japan.
Glæder sig meget
- Men frem for alt ser vi frem mod De Olympiske Lege og Paralympiske Lege i Tokyo senere på året. Det bliver uden tvivl en anderledes OL-oplevelse, uanset om man er foran eller bag skærmen, men den olympiske ånd lever videre, og personligt glæder jeg mig til at se atleter fra hele verden præstere deres ypperste, lyder det fra kronprins Frederik, der skal overvære Legene, der varer fra 23. juli til 8. august.