Overraskende nyhed: Prins Joachim og prinsesse Marie forlader deres job i Paris
Prins Joachim fortæller i et eksklusivt interview med BILLED-BLADET i forbindelse med et netop overstået space-event i Toulouse, hvor han havde en fremtrædende rolle i sin egenskab af brigadegeneral og forsvarsattaché på Den Danske Ambassade i Paris, nyt om sin fremtid.
I forbindelse med, at BILLED-BLADET spørger, om prins Joachim kan forestille sig at forlænge sin stilling som forsvarsattaché på Den Danske Ambassade i Paris, når kontrakten slutter til sommer, svarer han:
- Det her er et fantastisk job, fordi der er så mange ender, der mødes, og enheder der går op - det går op i en større enhed altsammen. Jeg er godt klar over, at det, at jeg kan tale fransk, og ikke bare verbalt udtrykke mig på fransk, men at jeg også kan omstille mit mindset til det franske, gør, at jeg i mit hverv som forsvarsattaché har kunnet nå længere ud til franskmændene, fordi jeg kan polere de sider af, som måske sommetider går tabt i oversættelsen, "lost in translation". Og også den anden vej fra Frankrig til Danmark. Det er et fantastisk job, men altså det stopper her til sommer, det gør det, forklarer prins Joachim over telefonen.
- Derfor er jeg også glad for at kunne have været med til at starte en industriel tilnærmelse mellem Danmark og Frankrig på forsvarsområdet, der allerede nu virkelig har taget rigtig god fart. Et momentum, som jeg selvfølgelig søger at udbrede, så længe jeg er her og så længe mit fodaftryk kan sættes på det, forklarer prins Joachim, der, på trods af at han stopper til sommer, allerede nu er i gang med forberedelserne til det næste store event indenfor det forsvarsindustrielle til næste år.
For som han siger:
- Det er ikke noget, man bare efterlader. Det skal holdes gående, og der skal smedes, mens jernet er varmt.
Prins Joachim tiltrådte i september 2020 som forsvarsattaché på Den Danske Ambassade i Paris.
Stillingen var sat til at vare i tre år med mulighed for forlængelse.
Med ansættelsen blev prins Joachim udnævnt til brigadegeneral i Hæren.
Det prestigefyldte space-event i Toulouse, der fandt sted tirsdag, er en årlig begivenhed, der henvender sig til forsvarsindustrien, og i år handlede det om rumfart med emner som forskning, innovation, virksomhedsudvikling og dansk/fransk forsvar.
Eventet fandt sted for at fremme danske interesser i Frankrig, udbrede fransk kendskab til danske aktører og for at styrke det bilaterale forsvarsindustrielle samarbejde.
Blandt deltagerne var repræsentanter fra den danske og franske regering, forskere og relevante virksomheder og organisationer.
Prinsesse Marie har siden oktober sidste år været tilknyttet Den Danske Ambassade i Paris som Særlig Kulturrepræsentant i kulturafdelingen.
Hun forlader ligeledes sit job på ambassaden, bekræfter prins Joachim.