
Overvældet af følelser: Dybt rørt Mary tog Ullas hånd
Der blev serveret alkoholfri champagne og beboerne havde fået sat håret hos frisøren, da der fredag eftermiddag var fornemt besøg på Nældebjerg Plejecenter i Greve.
Sammen med social- og ældreminister Astrid Krag markerede kronprinsesse Mary her, at dagligdagen i vid udstrækning igen er vendt tilbage for de sårbare ældre på landets plejecentre efter at have været påvirket af pandemien i mere end et år.
Se videoen fra kronprinsesse Marys besøg i Greve øverst i artiklen
Overvældet af følelser
Efter en hyggelig ankomst i middagsheden blev kronprinsessen budt indenfor spisesalen, hvor hun kom til at sidde ved siden af den 77-årige beboer Ulla Møller Nielsen.
Her kom samtalen hurtigt til at handle om, hvor svær en tid, det har været for Ulla under pandemien, hvor hun i lang tid ikke kunne se sin elskede søn Ove.
Trøstende ord
Det rørte tydeligvis kronprinsessen, der hurtigt delte trøstende ord og tog en overvældet Ulla i hånden.
Udover Ulla talte kronprinsesse Mary også med andre beboere og pårørende under et møde på plejecentret, som er et kompetencecenter for demens.
Kort inden afgang fortalte kronprinsesse Mary til BILLED-BLADET, hvor hyggeligt et besøg, det havde været, hvor imponeret hun var over beboerne og hvor rørende det havde været at høre deres fortællinger.
